Gensidig anerkendelse af dokumenter
EU generelt
Forordning (EU) 2016/1191, som har været gældende i alle EU-medlemsstater siden den 16. februar 2019, forenkler håndteringen af offentlige dokumenter inden for EU.
Forordningen skal nedbringe den administrative byrde og udgifterne for borgere, som skal fremlægge et offentligt dokument i en EU-medlemsstat, som er blevet udstedt i en anden medlemsstat.
Offentlige dokumenter, herefter blot benævnt dokumenter, der skulle fremlægges i en anden EU-stat, har hidtil skullet være forsynet med et stempel (den såkaldte apostille) som bevis for sin ægthed. Ofte skulle der desuden fremlægges en bekræftet kopi og en oversættelse af dokumentet.
Myndighederne i en EU-medlemsstat skal anerkende dokumenter (f.eks. fødselsattester, vielsesattester, notarbekræftede dokumenter, domstolsafgørelser) og bekræftede kopier, som er udstedt af myndighederne i en anden EU-medlemsstat, som ægte, uden at der stilles krav om et ægthedsstempel (dvs. apostillen).
Med forordningen afskaffes forpligtelsen til også at fremlægge en bekræftet kopi ud over det originale dokument.
Tillader en EU-medlemsstat fremlæggelse af en bekræftet kopi i stedet for det originale dokument, så skal myndighederne i den pågældende medlemsstat acceptere en bekræftet kopi, der er udfærdiget i den EU-medlemsstat, hvor det offentlige dokument blev udstedt.
Forordningen afskaffer desuden forpligtelsen til at tilvejebringe en oversættelse af det offentlige dokument.
Er dokumentet ikke udfærdiget på et officielt sprog i den EU-medlemsstat, som forlanger dokumentet, kan myndighederne rekvirere en flersproget standardformular, som foreligger på alle EU's officielle sprog. Det offentlige dokument kan være ledsaget af denne standardformular, hvorved man undgår at skulle sørge for en oversættelse. Fremlægges et offentligt dokument sammen med en flersproget standardformular, må den myndighed, der modtager dokumentet, kun undtagelsesvis kræve en oversættelse. Det er ikke alle EU-medlemsstater, som udsteder alle flersprogede standardformularer.
Kræver myndighederne en bekræftet oversættelse af det offentlige dokument, skal de acceptere en bekræftet oversættelse, der er udfærdiget i enhver EU-medlemsstat.
Forordningen indfører også sikkerhedsforanstaltninger til forebyggelse af svig med og forfalskning af dokumenter: Hvis en myndighed har begrundet tvivl om ægtheden af et offentligt dokument, der er blevet forelagt, kan den tjekke ægtheden hos den udstedende myndighed i den anden EU-medlemsstat via en eksisterende IT-platform.
Forordningen omhandler offentlige dokumenters ægthed, men ikke anerkendelsen af deres retsvirkning i en anden EU-medlemsstat. Hvad anerkendelsen af et offentligt dokuments retsvirkning angår, er det fortsat den nationale lovgivning i den EU-medlemsstat, hvor dokumentet bliver fremlagt, der finder anvendelse. Ved anvendelsen af deres nationale lovgivning skal EU-medlemsstaterne dog overholde EU-retten og EU-Domstolens retspraksis vedrørende borgernes frie bevægelighed i EU.
Offentlige dokumenter er dokumenter udstedt af en myndighed, herunder:
- dokumenter, der er udstedt af en domstol eller en embedsmand tilknyttet domstolene
- dokumenter, der er udstedt af en administrativ myndighed
- notarbekræftede dokumenter
- officielle påtegninger, der påføres dokumenter oprettet af personer i deres egenskab af privatpersoner
- dokumenter, der er udfærdiget af diplomatiske eller konsulære repræsentanter
Forordningen finder anvendelse på offentlige dokumenter vedrørende:
- fødsel
- konstatering af, at en person er i live
- dødsfald
- navn
- vielse (herunder adgang til at kunne indgå ægteskab og ægteskabelig status)
- skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab
- registreret partnerskab (herunder adgang til at kunne indgå registreret partnerskab og registreret partnerskabsstatus)
- opløsning af registreret partnerskab, separation eller omstødelse af registreret partnerskab
- forældreskab
- adoption
- bopæl og/eller opholdssted
- statsborgerskab
- rene straffeattester
- retten til at stemme og stille op som kandidat til kommunale valg og til valg til Europa-Parlamentet
De flersprogede standardformularer, der skal vedhæftes som oversættelseshjælp, kan rekvireres i forbindelse med offentlige dokumenter, som fastlægger følgende:
- fødsel
- konstatering af, at en person er i live
- dødsfald
- navn
- vielse (herunder adgang til at kunne indgå ægteskab og ægteskabelig status)
- registreret partnerskab (herunder adgang til at kunne indgå registreret partnerskab og registreret partnerskabsstatus)
- bopæl og/eller opholdssted
- rene straffeattester
Kilder og yderligere informationer kan findes ved at klikke på linket under denne tekst. Du kommer direkte ind på hjemmesiden af den europæiske e-justice-portal.
Dokumenter Danmark-Tyskland
Den dansk-tyske overenskomst vedrørende legalisering af underskrifter af 17. juni 1936 gælder fortsat mellem Danmark og Tyskland.
Lidt forenklet sammenfattet gælder originale dokumenter og bekræftelser fuldt ud i den anden stat, hvis de er forsynet med segl eller stempel. Det gælder hovedsageligt for dokumenter udstedt af domstole og en øverste eller overordnet administrativ myndighed. Desværre indeholder overenskomsten ingen regler for oversættelser, som måtte blive krævet derudover.
Nyheder
03.12.2024
Eksperter mødtes om mobilitetsbarrierer
29.11.2024
Projektmedarbejder til dansk-tysk samarbejde i NETE-projektet
20.11.2024
Snebroen er klar til brug
Arkiv
Nyhedsbrev Pendlerinfo
Her finder du vores nyhedsbreve og du kan tilmelde dig her.Nyhedsbrev Regionsinfo
Her finder du vores nyhedsbreve og du kan tilmelde dig her.Region Sønderjylland-Schleswig
Information vedrørende det grænseoverskridende samarbejde på www.region.dk