Pengeinstitutter
I Tyskland findes der banker, sparekasser og andelsbanker. Alle disse pengeinstitutter tilbyder banktjenesteydelser, og det er kun organisationsformen, der er forskellig. Mens banker er organiseret på andelsbasis eller privat, hører sparekasser til de offentligretlige pengeinstitutter, som et bystyre, et amt eller et forbund af kommuner står bag.
Girokontoen - pengeløs betaling i Tyskland
Med henblik på pengeløs betaling åbner man en girokonto i en bank eller sparekasse. Indeståendet på en girokonto forrentes til en lav forrentning eller forrentes slet ikke, og kontoen kan til enhver tid opsiges.
Man råder over sit indestående i form af hævning af kontanter, overførsler, betalingsservice og stående ordrer. Afhængigt af banken kan ordrerne udføres skriftligt, personligt, telefonisk eller via online-banking og selvbetjeningsterminal (pengeautomater, kontoudtogsprinter osv.)
For det meste beregner banken et fast kontogebyr og gebyrer for de enkelte posteringer. Gebyrernes størrelse er forskellig fra bank til bank og er slået op i banken, hvor man kan læse mere om dem. Hvis kontoen udelukkende føres via online-banking, kan det have indvirkning på gebyrerne, og det kan man spare penge på.
Man får et bankkort, som giver adgang til girokontoen.
Bankkort i Tyskland
Hos tyske banker kan man få debetkort og kreditkort. Alt afhængig af bankens tilbud får man et kort til et bestemt årligt gebyr, et engangsudstedelsesgebyr eller gratis (dog kun hvis man har en vis minimumsomsætning).
Debetkort benyttes til at betale med, og beløbet bliver trukket på kontoen med det samme. I Tyskland er det kombinerede EC/Maestro mest almindeligt, men også VISA Electron er vidt udbredt. I de fleste tyske supermarkeder og på tankstationer accepterer man dog kun den tyske EC-funktion, og ikke den internationale Maestro-funktion eller VISA.
Kreditkort kan for det meste overtrækkes, og man får en månedlig regning, som enten skal betales straks eller i rater. For at få et kreditkort i Tyskland, skal man være kreditværdig, dvs., at man skal kunne dokumentere, at der regelmæssigt går penge ind på kontoen. De mest udbredte kreditkort i Tyskland er Mastercard og VISA.
Opsparingskontoen - opsparingsindskud i Tyskland
Opsparingskontoen (også ”Sparbuch”) er stadig en populær måde at sætte penge til siden i Tyskland.
Rentesatsen er variabel og forskellig fra bank til bank. Man får renterne udbetalt ved kalenderårets udgang, eller når kontoen lukkes.
Bank- eller sparekassebogen betragtes som opsparingsdokumentation, og man kan normalt kun disponere over kontoen, hvis denne opsparingsdokumentation bliver fremlagt. Nogle banker og sparekasser tilbyder en opsparingskonto uden bog, hvor bogen erstattes af kortet. Det er vigtigt, at pengeinstituttet er tilknyttet den tyske pendant til Garantifonden for Indskydere og Investorer (Einlagensicherungsfonds), så kunden er beskyttet.
Bankvæsen for grænsependlere
Lønmodtagere, som bor i et land og har indtægter fra et andet, har for det meste behov for en bankforbindelse i beskæftigelseslandet, så de både kan modtage lønindbetalinger, betale regninger og modtage ydelser (f.eks. familieydelser, skatterefusioner etc.).
I den dansk-tyske grænseregion har man principielt følgende muligheder:
- Oprettelse af en konto i et pengeinstitut i beskæftigelseslandet.
Med en konto i beskæftigelseslandet kan man alt efter behov udføre de nødvendige betalinger, hæve kontanter i beskæftigelseslandets valuta og modtage indbetalinger. Udgifter og service forbundet med kontoen er forskellig fra pengeinstitut til pengeinstitut og afhænger af de tilbudte ydelser. Det kan betale sig at sammenligne dem. - Oprettelse af en "specialkonto" i bopælslandet
Nogle banker i grænselandet tilbyder særlige kontoformer til grænsependlere, så man hurtigt og enkelt kan overføre penge fra en konto i beskæftigelseslandet til en konto i bopælslandet. Udgifter og service forbundet med kontoen er forskellig fra pengeinstitut til pengeinstitut og afhænger af de tilbudte ydelser. Det kan betale sig at sammenligne dem.
Hvilken af løsningerne der er mest hensigtsmæssig, afhænger af lønmodtagerens individuelle behov, pengeinstituttets serviceomfang og kundenærhed. Udbydernes gebyrstørrelse kan variere meget.
Retten til en basal betalingskonto
Hvis du er lovligt bosat i et EU-land, har du ret til at åbne en almindelig bankkonto eller "basal betalingskonto". Bankerne må ikke afvise en ansøgning om at åbne en almindelig bankkonto, blot fordi man ikke bor i det land, hvor banken hører hjemme.
For Danmark gælder det også, hvis man ikke har et dansk cpr-nummer.
I visse EU-lande kan det ske, at man ikke kan åbne en almindelig konto, hvis man allerede har en lignende konto i en anden bank i samme land.
Hvis man ønsker at åbne en almindelig bankkonto i et andet land end det, man bor i, kan visse EU-lande også bede en at bevise, at man har et reelt behov – f.eks. hvis man bor i ét land og arbejder i et andet.
Med en almindelig bankkonto eller en "basisbankkonto" kan man udføre standardtransaktioner, som man har brug for i hverdagen, f.eks.:
- sætte penge ind
- hæve penge
- modtage og udføre betalinger (bl.a. direkte debitering og indkøb med kort)
Til kontoen hører der normalt også et betalingskort, som man kan bruge til at hæve penge og købe ind med – både på internettet og i butikker.
Hvis det er muligt, skal banken også give adgang til bankforretninger online med ens konto. Banken behøver dog ikke automatisk give dig en kassekredit.
Et eventuelt gebyr for kontoen skal være rimeligt.
Når banken afviser en ansøgning om en basal betalingskonto, kan man klage til enten Finanstilsynet i Danmark eller BaFin (Bundesanstalt für
Finanzdienstleistungsaufsicht) i Tyskland
At skifte bank
Man kan overføre sin bankkonto til en anden bank i samme EU-land. Den nye bank vil kunne hjælpe kunden med dette.
Hvis man vil skifte til en anden bank i samme land, så fortæller man sin nye bank, at man vil skifte og overføre stående ordrer til den nye konto.
Den nye bank vil så sørge for, at den tidligere bank overfører oplysningerne og annullerer stående ordrer. Den nye bank skal også:
- underrette tredjeparter – f.eks. din arbejdsgiver, socialsikrings- og forsyningsvirksomheder – om, at du skifter bank
- sørge for nye stående ordrer
- acceptere relevante direkte debiteringer fra den nye konto
Beskyttelse af indestående penge i EU
EU's regler sikrer, at pengene på bankkonti (opsparingskonto og/eller løbende konto) er beskyttet, hvis banken rammes af krise. Penge er beskyttet op til et loft på 100 000 Euro eller det tilsvarende beløb i det pågældende lands valuta. Dette loft gælder pr. person og pr. bank, hvilket betyder, at, hvis man har flere konti i den samme bank, vil grænsen på de 100 000 Euro gælde for alle disse konti samlet set.
Der er visse undtagelser fra denne regel. Hvis man f.eks. har en fælles konto med sin partner, gælder loftet på 100 000 euro for hver af partnere, så de til sammen har et loft på 200 000 euro for deres fælles konto. Dertil kommer, at indestående på over 100 000 Euro er beskyttet i visse særlige tilfælde og i en begrænset periode, f.eks hvis det drejer sig om:
- penge fra salget af en privat ejendom til beboelse
- penge modtaget i forbindelse med en særlig livsbegivenhed som f.eks. bryllup, skilsmisse, pensionering, afskedigelse, invaliditet eller et familiemedlems død
- penge modtaget som udbetaling af forsikringsydelser eller erstatning for skader forvoldt ved kriminalitet eller for fejlagtig domfældelse
I sådanne tilfælde er beløb over 100 000 euro beskyttet i mindst tre måneder og højst 12 måneder, efter at beløbet er krediteret, eller fra det tidspunkt, hvor beløbet kan overføres lovligt, afhængigt af de betingelser og tærskler, der er fastsat af det enkelte EU-land.
Regler for kontant betaling i Tyskland
Inden for EU er der ingen ensartede regler for betaling med kontanter eller for virksomheder at tage imod kontanter.
Som udgangspunkt skal man melde det til toldvæsenet, hvis man rejser ind eller ud af EU med mere end 10.000 €.
OBS: Man burde altid informere sig om reglerne i de enkelte lande, sanktionerne kan være strenge!
Principielt gælder:
- Der er intet loft for kontant betaling.
- Forhandlere er generelt ikke forpligtede til at tage i mod kontanter, hvis de tydeligt for alle angiver dette inden købet.
- Forhandlere behøver ikke at acceptere mere end 50 mønter.
- Ved kontant betaling for beløb over 10.000 € skal kunden identificere sig, og forhandleren skal derefter registrere og opbevare følgende data: Efternavn, fornavn, fødested, fødselsdato, nationalitet, bopælsadresse.
- Ved anonymt køb af ædelmetaller gælder der en grænse for kontant betaling på 1.999,99 €. Købes der ædelmetaller ved kontant betaling over dette beløb, skal forhandleren bekræfte kundens identitet.
- Kontant betaling ved køb af fast ejendom er forbudt.
Yderligere informationer under www.evz.de
Nyheder
20.12.2024
Julehilsen Regionskontor & Infocenter
19.12.2024
Regionskontor & Infocenter lukket mellem jul og nytår
13.12.2024
Problemer med e-mailtrafikken
Arkiv
Nyhedsbrev Pendlerinfo
Her finder du vores nyhedsbreve og du kan tilmelde dig her.Nyhedsbrev Regionsinfo
Her finder du vores nyhedsbreve og du kan tilmelde dig her.Region Sønderjylland-Schleswig
Information vedrørende det grænseoverskridende samarbejde på www.region.dk