Arbejde i to lande
Det at udøve beskæftigelse i to eller flere lande rejser grundlæggende en række spørgsmål, som skal afklares. Berørte områder er bl.a. social sikring, skat og arbejdsret.
Man kan udøve beskæftigelse i to lande på forskellige måder.
Hjemmearbejde
Hvis man enten helt eller delvist arbejder hjemmefra for samme arbejdsgiver, kan man finde yderligere information i rubrikken "Homeoffice" under det respektive land.
Minijob i Tyskland
Man kan finde information om minijob under "Leve og arbejde i Tyskland" under "Arbejdsforhold". Sammenfattende kan man sige, at et minijob er en rent tysk ordning og ikke har nogen form for særstilling i en grænseoverskridende sammenhæng, altså er udtryk for et normalt ansættelsesforhold.
Beskæftigelse i to lande for samme arbejdsgiver
Hvis man arbejder for sin arbejdsgiver i to lande, skal man undersøge, hvor man er socialt sikret. Reglerne herom fremgår af "Social Sikring” under "Lovvalg". Konsekvenserne for arbejdsgiverne er beskrevet under rubrikkerne "Social Sikring” for det respektive land. I det tilfælde er det arbejdstagerens ansvar at ansøge om en A1-attest i det respektive bopælsland, som den kompetente myndighed dér, hvor arbejdstageren bor, træffer afgørelse om den sociale sikring på grundlag af. I Tyskland er det DVKA (Deutsche Verbindungsstelle Krankenversicherung Ausland), og i Danmark er det Udbetaling Danmark – International Social Sikring.
På skatteområdet gælder bestemmelserne i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvorefter den respektive løn skal beskattes dér, hvor den er optjent. Det spiller i den forbindelse ikke nogen rolle, hvilken aftale man har indgået, hvor arbejdsgiveren har hjemsted, eller hvilken nummerplade der sidder på lastbilen. Der gælder andre regler for offentligt ansatte, der fortsat beskattes i beskæftigelseslandet, hvis de er statsborgere her.
Beskæftigelse i to lande for forskellige arbejdsgivere
Her gælder det samme som under eksemplet med én arbejdsgiver, men problemet er her, at de to arbejdsgivere ikke nødvendigvis har kendskab til hinanden. Normalt indeholder alle arbejdskontrakter klausuler om, at man i det mindste skal informere arbejdsgiveren, hvis man også arbejder for en anden arbejdsgiver. Det anbefales på det kraftigste under alle omstændigheder at tale med arbejdsgiverne, da denne situation kan få uventede konsekvenser for arbejdsgiveren.
Internationale transportarbejdere – lastvognschauffører
Siden indførelsen af forordning 883/2004 har disse arbejdstagere ikke længere været underlagt særlige regler. De er omfattet af samme regler om skat og social sikring som beskrevet ovenfor.
Udsendt af arbejdsgiveren
En udsendelse af arbejdstagere medfører, at der gælder særlige regler med hensyn til social sikring, skat og arbejdsret. En typisk udsendelse vil være, når arbejdsgiveren sender et montørhold til nabolandet for at installere en maskine eller levere andre tjenesteydelser.
I forbindelse med udsendelsen er arbejdstageren fortsat omfattet af social sikring i beskæftigelseslandet, selv om vedkommende udfører arbejdet i det andet land. I dette tilfælde skal arbejdsgiveren ansøge om en A1-attest.
Arbejdstageren bliver også fortsat beskattet i det land, som vedkommende udsendes fra, så længe denne ikke arbejder mere end 183 dage i nabolandet i løbet af et kalenderår. Her tæller kun arbejdsdage, og kalenderåret er afgørende.
Selvstændige
For selvstændige gælder de samme regler om social sikring som beskrevet ovenfor. Med hensyn til skat forholder det sig imidlertid således, at selvstændige også beskattes i bopælslandet. Her anbefales det at søge vejledning hos skatteeksperter.
Nyheder
20.11.2024
Snebroen er klar til brug
08.11.2024
Erhvervslivet i fokus
08.11.2024
Samarbejde truet
Arkiv
Nyhedsbrev Pendlerinfo
Her finder du vores nyhedsbreve og du kan tilmelde dig her.Nyhedsbrev Regionsinfo
Her finder du vores nyhedsbreve og du kan tilmelde dig her.Region Sønderjylland-Schleswig
Information vedrørende det grænseoverskridende samarbejde på www.region.dk