Grænseregionen kommer til at mangle arbejdskraft
03.12.2014 // Grænseoverskridende dansk-tysk konference kom i dybden med problematik omkring til-trækning og fastholdelse af kvalificeret arbejdskraft d. 3. december i Padborg
Spørgsmålet om, hvordan man tiltrækker og fastholder kvalificeret arbejdskraft beskæftiger virksomheder både nord og syd for grænsen. Svaret på spørgsmålet søges indtrængende, for at kunne sikre arbejdskraften og fremtiden for arbejdsmarkedet i grænseregionen. Derfor er det også vigtigt for virksomhedsejere og direktører i små- og mellemstore virksomheder at kunne opsøge informationer om gennemprøvede værktøjer omkring rekruttering og fastholdelse.
Konferencen i Lyren med temaet ’Rekruttering og fastholdelse’ tog netop sit afsæt i denne problematik og 50 deltagere fra både den danske og tyske side af grænsen fik et indblik i de eksisterende værktøjer omkring arbejdet med at tiltrække og fastholde arbejdskraft.
Dystre udsigter med arbejdskraftmangel
På baggrund af beregninger fra en arbejdskraftskommission i Slesvig-Holsten, regner man i delstaten med et arbejdskrafts-vacuum på 100.000 i 2030. Region Syddanmark forventes ligeledes at blive berørt af en mangel på kvalificeret arbejdskraft. Billedet omkring manglen på faglig arbejdskraft underbygges yderligere af en spørgeskemaundersøgelse foretaget af erhvervsserviceaktøren, WiREG, i Flensborg fra 2013, hvor over halvdelen af 236 adspurgte virksomheder allerede har problemer med at tiltrække den nødvendige arbejdskraft.
Dr. Olaf Krüger, Direktør for WiREG mbH, kom i sin velkomsttale til konferencen ind på, at temaet om kvalificeret arbejdskraft vil få stadig større betydning:
Vores virksomheder vil både nu og i fremtiden have udfordringer der kræver støtte fra erhvervsservice-aktørerne i deres lokalområde, og vi står selvfølgelig til rådighed. Projektet ’Knowledge2Employment’ tager netop det tema op, som beskæftiger mange i øjeblikket. Vi er 6 partnere i projektet, 3 fra hver side af grænsen, der arbejder med at få hul på bylden om at tiltrække arbejdskraft til regionen. Vi udarbejder værktøjer, prøver dem af og videndeler med alle der ønsker det. Netværkstankegangen i projektet er meget vigtig for vores succes, og jeg glæder mig over at se så mange diskussionslystne deltagere i dag.
Ole Junker Strandlyst, direktør for Erhvervenes Hus Aabenraa præsenterede på dagen de rekrutterings- og bosætningsværktøjer som Erhvervenes Hus Aabenraa har udviklet i samarbejde med lokale aktører og kommunen:
”De små- og mellemstore virksomheder i kommunen kan tilbyde en mangfoldig palette af spændende stillinger, men vi er samtidig meget bevidste om, at vi i vores region skal have fokus på rekruttering og fastholdelse. Vi er her i dag for at udbrede kendskabet til de af vores værktøjer på området, som langt de fleste kan få fordel af”
Familievenlig personalepolitik i mindre virksomheder
Barbara Schüssler, videnskablig assistent hos projektet WAL Nord, kastede på dagen lys over personale-arbejdet i mindre virksomheder. Mindre virksomheder er ofte præget af stærk ledelse og målrettethed, men der mangler ofte ressourcer og økonomi til at føre en familievenlig personalepolitik. Her er branche-specifikke værktøjer og inspiration, som er nemme at anvende nødvendige, for at kunne få det optimale ud af de forhåndenværende ressourcer og muliggøre en systematisering af virksomhedens personalepolitik. Barbara Schüssler indviede konferencens deltagere i hendes erfaringer fra et mønstereksempel på personalepolitik fra hotelbranchen.
De tosprogede har gode chancer
Peter Hansen, leder af Regionskontoret viste deltagerne 10 eksempler på situationer, hvor Regionskontoret med tilhørende Infocenter kan understøtte både virksomheder og arbejdstagerne indenfor emnet personalepolitik.
”Manglen på arbejdskraft er i vores region en særlig udfordring, da konsekvenserne ved at miste ar-bejdskraften til de store byer kan være alvorlige. På begge sider af grænsen er der mulighed for at udligne behovet for kvalificeret arbejdskraft i nabolandet både for arbejdsgivere og arbejdstagere. De ofte tosprogede borgere i grænselandet har gode chancer for at få arbejde. Hos Regionskontoret har vi ikke kun fokus på højt kvalificeret arbejdskraft, men alle typer arbejdstagere, og det bygger vi vores aktiviteter op omkring. Grænseoverskridende arbejde er muligt og i de fleste tilfælde problemfri.” udtalte Peter Hansen.