Mange emner og udfordringer i det grænseoverskridende samarbejde
30.09.2024 //
Bestyrelsen udfordret på efterårsmødet
Bestyrelsen for Region Sønderjylland-Schleswig har i dag afholdt efterårsmødet i Padborg, hvortil formanden Jens Wistoft, bød velkommen til omkring 30 deltagere.
Som en mulighed for et nyt samarbejde på tværs af grænsen præsenterede Ole Damm, direktør for det lokale forsyningsselskab Arwos i Aabenraa, den tekniske udnyttelse af spildevand til fremstilling af brint.
Ved siden af bestemmelser og reguleringer blev der taget et kig tilbage på 20 års vejledning af grænsependlere og erfaringerne fra 20 års arbejde med mikroprojekter. Endvidere gav strukturtilpasningen, der i øjeblikket drøftes på dansk side, anledning til diskussion om den fremtidige organisering af det grænseoverskridende samarbejde.
Jens Wistoft udtrykte stor tilfredshed med udviklingen og medarbejdernes store engagement i arbejdsopgaverne. ”Vejledningstilbuddene til grænsependlerne er sammen med det kulturelle samarbejde rygraden i vores virke. Senest har arbejdet med Interregprogrammet “Borgerprojektfonden” med dens 3 søjler givet massiv omtale og fine oplevelser for mange børn og unge nord og syd for grænsen.
Region Sønderjylland Schleswig er på dansk side sammensat af Region Syddanmark samt de 4 grænsenære kommuner. Region Syddanmark leverer ca. 75% af finansieringen, og kommunerne deler resten. Det samarbejde er truet efter at Regeringen har fremlagt en sundhedsreform hvor stort set al regional udvikling forsvinder. Det er dybt bekymrende at man bl.a. har overset værdien af vores nu 27-årige velfungerende samarbejde i Region Sønderjylland-Schleswig. Vi skal lykkes med at ændre det udspil grundlæggende. Behovet for fortsat styrkelse af vort grænseoverskridende samarbejde til glæde og gavn for både mindretals- og flertalsbefolkningen består.
Danske Regioner er afgørende i driften af en overordnet struktur der koordinerer og udvikler bl.a. grænseoverskridende projekter som finansieres af EU midler, men som samtidigt virker som talerør for regionalbefolkningen i strukturspørgsmål.”