Afskaffelse af roaminggebyr
31.05.2017
For tiden er afskaffelsen af roaminggebyrerne fra den 15. juli 2017 et meget omtalt emne i medierne. Selvom det i medierne ofte fremstilles som om afskaffelsen af roaminggebyrerne gælder for alle mobilbrugere i hele EU, er der en del undtagelser for nogle brugergrupper. De nye regler er især en stor fordel for turister, der rejser indenfor EU, da disse fremover ikke skal betale mere for at benytte deres mobiltelefoner i andre EU-lande, end de betaler i hjemlandet. Ved kontrakter med store datamængder kan mobiludbyderen dog begrænse brugen.
Personer, der regelmæssigt opholder sig i andre EU-lande af arbejdsmæssige eller private årsager, kan blive undtaget af fritagelsen fra roaminggebyrerne, hvis deres brug af mobiltelefon i andre EU lande ikke kan anses som normal eller rimelig (Fair-Use-Grænse). Hermed skal misbrug eller en permanent brug af den nye roamingregel forhindres. I hvilken omfang brugen af mobiltelefonen i andre EU-lande anses for at være normal eller rimelig afgøres af mobiludbyderen, som fastlægger grænsen i kontrakten med kunden. Det tyske teleselskab Telekom Deutschland GmbH har allerede fastlagt en såkaldt Fair-Use-Policy for nogle af deres aktuelle abonnementer, som siger at brug i udlandet ikke må overstige 1.000 taleminutter, 1.000 sms’er og den i abonnementet fastlagte datamængde for hjemlandet. Den danske mobiludbyder Telenor tilbyder i nogle af deres abonnementer den såkaldte Roam Away option, hvilket omfatter indkommende og udgående telefonsamtaler og sms’er til 0 kr.; undtagen særtjenester og overtakserede numre. Den i abonnementet inkluderede datamængde for hjemlandet kan med Roam Away også bruges i andre EU-lande som normalt, dog må maks. grænsen på 10 GB pr. SIM-kort pr. regningsperiode ikke overstiges. Telenor forbeholder sig retten til at spærre Roam Away optionen, hvis kunden bruger mobiltelefonen mere end 30 sammenhængende dage i andre EU-lande, indtil kunden igen bruger mobiltelefonen i hjemlandet i mindst 7 sammenhængende dage. Mobiludbyderen kan ved overtrædelse af den i kontrakten fastlagte grænse forlange roaminggebyr indtil kundens udlandsbrug igen er rimelig. For at kontrollere eventuel misbrug af reglen kan mobiludbyderen, efter kontrakten blev indgået, forlange bevis for brug af mobiltelefonen i hjem- og udlandet fra kunden.
Den nye roamingregel vil dermed ikke generelt være anvendelig for personer, der regelmæssigt opholder sig i andre EU-lande, da det kan forventes at de vil overskride Fair-Use-grænsen.
Mobiludbyderen har efter de nye regler også mulighed for at ansøge om tilladelse til at opkræve roaminggebyr i en periode på 12 måneder hos den nationale reguleringsmyndighed, hvis de kan bevise at de ikke kan dække omkostningerne for udbydelsen af roaming, og at deres afregningsmodel i hjemlandet dermed er i fare.
Mobiludbyderen kan dog selv afgøre om og i hvilket omfang han vil benytte sig af de ovennævnte undtagelser. Udover dette kan mobiludbyderen fravælge at udbyde roaming generelt eller kun at udbyde roaming i begrænset omfang, hvilket medfører at disse abonnementer ikke eller kun delvis kan bruges i andre EU-lande. Mobiludbyderne er nemlig ikke forpligtet til at udbyde roaming. Det anbefales derfor at man inden et ophold i et andet EU-land eller ved indgåelse af en ny kontrakt, undersøger de gældende regler og priser ved mobiludbyderen, da disse er afhængige af mange individuelle faktorer.